Upright versus Recumbent MRI of the Lumbar Spine

Baggrund: Den kliniske anvendelighed af at identificere MR-fund i lænderygsøjlen afhænger både af fundenes pålidelighed og deres diagnostiske værdi. Selvom liggende MR er standardundersøgelsen, når billeddiagnostik anvendes hos patienter med lænderygsmerter (LBP), er der interesse for de potentielle fordele ved stående (vægtbærende) MR, særligt med henblik på at øge den diagnostiske værdi hos patienter med lænderygsmerter. Det er blevet foreslået, at stående MR giver systematiske forskelle i MR-fund sammenlignet med liggende MR, samt yderligere forskelle i sammenhængen mellem MR-fund og LBP eller LBP-relateret funktionsnedsættelse. Imidlertid har reproducérbarheden af fortolkninger af MR-undersøgelser varieret, og kun få studier har inkluderet et større antal forskellige MR-fund. Derfor var formålene med dette ph.d.-studie 1) at sammenfatte evidensen for den kliniske anvendelighed af stående versus liggende MR af lænderygsøjlen i forskellige populationer, 2) at undersøge inter-observatør fortolkning af MR-fund i lænderygsøjlen i liggende position, 3) at undersøge inter-observatør fortolkning af forskellene mellem liggende og stående MR, og 4) at undersøge typer og hyppighed af forskelle i en række almindelige MR-fund mellem de to positioner. Metoder: Systematisk litteraturgennemgang: Der blev foretaget en søgning efter relevante referencer i databaserne PUBMED, EMBASE (Ovid) og CINAHL til og med 15. oktober 2023. Studier, der vurderede MR-fund i både stående og liggende position hos de samme personer, blev inkluderet. Prospektivt observationsstudie: Denne ph.d. omfattede et studie af en serie på 22 specifikke lændefund hos 220 deltagere; patienter med lænderygsmerter, lænderyg og ben smerter samt deltagere uden lænderyg/ben smerter. Alle deltagere blev undersøgt med MR i liggende og stående position. MR-scanningerne blev vurderet af tre observatører ved direkte sammenligning af liggende og stående billeder for hver deltager for at identificere typer og hyppighed af forskelle. Artikler 2, 3 og 4 bygger på dette empiriske studie. Et deludsnit på 59 deltagere fra alle tre grupper i observationsstudiet udgjorde grundlaget for to reliabilitets studier med tre bedømmere: 1) MR-fund vurderet i liggende position (artikel 2) og 2) observerede forskelle mellem liggende og stående position (artikel 3). I hovedstudiet (artikel 4) var vurderingen af forskelle efter direkte sammenligning et nyt element til at identificere typer og hyppighed af positionsafhængige forskelle. Forskellene blev klassificeret som: Fremkom, forsvandt, forværredes, forbedredes eller forblev uændrede. Den samtidige vurdering af forskelle mellem stående og liggende MR-undersøgelser baseret på 22 specifikke lændefund var et andet nyt element. Resultater: Systematisk litteraturgennemgang(1): Satte rollen for stående MR i kontekst ved at analysere 19 studier, der omfattede 5.248 deltagere med og uden LBP (gennemsnitlig stikprøvestørrelse 276, interval 15–4305). Intet studie adresserede direkte diagnostisk nøjagtighed eller klinisk anvendelighed i form af påvirkning af beslutningstagning. De fleste studier omhandlede kun forskellene mellem de to positioner. Gennemgangen bekræftede systematiske forskelle mellem liggende og stående MR, hvor de fleste MR-parametre ændrede sig i den forventede retning under vægtbærende forhold (fx øget forsnævring af spinalkanalen eller øget diskus udbuling). Stående MR kan vise stærkere sammenhæng med patienters smerteniveau eller funktionsnedsættelse, men kun få studier undersøgte disse kliniske associationer direkte. Reliabilitets studier(2; 3): Inter-observatør reproducerbarhed ved rapportering af 22 forskellige MR-fund i liggende position på tværs af 177 diskus niveauer blev generelt vurderet som acceptabel og spændte fra moderat til næsten perfekt overensstemmelse (Gwet’s AC1/AC2 fra 0,64 til 0,99). Diskus’ kontur og facetled degeneration opnåede dog kun moderat reliabilitet, hvilket indikerer behov for forsigtighed ved tolkning af disse fund. Inter-observatør reproducerbarhed for at identificere forskelle mellem liggende og stående position var meget høj (Gwet’s AC2: 0,929–0,996), særligt for negative fund (dvs. fravær af patologi), mens overensstemmelsen for positive fund og positionsændringer var lavere. Dette understreger behovet for standardiserede tolkningsprotokoller ved stående MR. Observationsstudie(4): Forskelle i mindst ét MR-fund kunne observeres hos omkring halvdelen af alle lænderygsmerte-patienter og hos en tredjedel af deltagerne uden rygsmerter. Blandt patienter med lænderygsmerter blev forskelle hyppigst observeret for diskus’ kontur, annulære fissurer, central kanalstenose og lateral recesstenose. Konklusion: På baggrund af forskningslitteraturen og observationsstudiet understøtter resultaterne fra dette ph.d.-projekt, at stående MR af lænderygsøjlen er et lovende supplement til traditionel liggende MR. Direkte sammenligning af forskelle i MR-fund mellem liggende og stående position var generelt pålidelig, og der blev systematisk observeret en stigning i antallet af fund i stående position for en række almindelige MR-fund i lænderygsøjlen. Denne systematiske stigning indikerer, at stående MR kan gøre en forskel hos et betydeligt antal patienter. Dermed kan det teoretiske og biomekaniske rationale for stående MR bekræftes, men den kliniske værdi af at identificere positionsforskelle mangler fortsat at blive fastslået.