Trivsel med fokus på kroppen:En tværvidenskabelig udforskning af et ”sociobiologisk trivselsbegrebet”

Artiklen argumenterer for behovet for en grundlæggende gentænkning af trivsel med udgangspunkt i kroppen. I dominerende psykologiske og socialvidenskabelige tilgange til trivsel reduceres kroppen ofte enten til biologisk funktion, individuel livsstil eller afledt effekt af mentale processer. Herved usynliggøres kroppens rolle som relationel, situeret og praksisformet, og trivsel forstås primært som et kognitivt og individuelt anliggende. Artiklen udfordrer denne forståelse ved at udvikle et kropsligt forankret og tværvidenskabeligt trivselsbegreb, hvor trivsel begribes som noget, der opstår i dynamiske social-kropslige sammenfiltringer. I artiklen argumenterer jeg for en forståelse af trivsel med fokus på kroppen, hvor kroppen ikke blot forstås som afledt af mentale processer, men som et konstitutivt omdrejningspunkt for trivsel. Med afsæt i kropfænomenologi, sociologisk teori, nyere materialitetstænkning og naturvidenskabelig forskning argumenteres der for, at kroppen ikke blot er et objekt, vi har, men et subjekt, vi gør i konkrete sammenhænge. Agency, affekt, identitet og mening forstås således som emergente fænomener, der opstår i samspillet mellem biologiske reguleringsprocesser, sociale praksisser, materielle omgivelser og sanselige erfaringer. Artiklen viser, hvordan kropslig trivsel hverken kan reduceres til individuelle mentale tilstande eller til isolerede biologiske mekanismer, men må analyseres som et relationelt og processuelt fænomen. Artiklen integrerer desuden indsigter fra mikrobiomforskning, bevægelses- og naturbaseret sundhedsforskning og demonstrerer, hvordan biologiske processer kontinuerligt formes af sociale, kulturelle og kropslige praksisser. Dette danner grundlag for udviklingen af et ikke-reduktionistisk sociobiologisk trivselsbegreb. I forlængelse heraf anvendes Hartmut Rosas resonansbegreb som en teoretisk ramme til at forstå trivsel som et kropsligt medieret forhold mellem menneske og verden, hvor trivsel opstår gennem oplevelser af responsivitet, engagement og meningsfuld forbindelse. Samlet set bidrager artiklen med en tværdisciplinær begrebsudvikling, der overskrider klassiske dualismer mellem krop og psyke, natur og kultur samt individ og samfund. Artiklen peger dermed på behovet for metodiske og teoretiske nyorienteringer i trivselforskningen, hvor kroppen forstås som et konstitutivt sted, hvor trivsel bliver til.