Mesterens sidste stjerneskud:Klaus Høeck skriver stadig smukke, sortsynede og suveræne digte

Når man læser Klaus Høecks digtsamling ”And the dead”, som udgives af den nu 87-årige digter, bliver man rigtig glad. I første omgang bliver man glad for, at en af vores bedste digtere, der for et par år siden annoncerede, at han havde udgivet sin sidste samling, stadig har poetisk krudt at fyre af. Mest glad bliver man dog over, at det har været muligt at ophobe så meget poetisk visdom og kvalitet i et værk og et forfatterskab, som det er lykkedes for Høeck. Poetisk visdom begynder med selvindsigt, og lad mig indledende citere et vidunderligt digt, hvor Høeck i sin vanlige firedobbelte haiku-form leverer en af de korteste og mest præcise poetiske selvbiografier, som jeg har set, hvor en digterkarriere skæres op i fire faser: ”lyrisk short story - / teenageårenes ekspe / rimenter og vrøvl / ungdommen meta / forbrag i guldtern og sort / dens forglemmigej / manddommens stringens / dens kærlighedssonetter / alvor og roser / alderdommens knas / tørre konstateringer / goodbye and so on”. Herefter kan det så ellers nok være, at Høeck med vanlig sans for at anbringe den poetiske optik steder, hvor det gør ondt, får hudflettet de forskellige faldgruber, som optræder på en digters vej gennem livet. Om ungdommen gælder det, som Høeck kender fra sig selv og andre digtere fra 1960’ernes og 1980’ernes modernisme, at en ustyrlig brug af metaforer er en fare, som den gamle mester udsteder en advarsel imod: ”den unge digters / billed og metaforstorm / henover siden / stjerneskud på stjer / neskud igennem digte / nes lysgalaxer / nu kommer det svæ / re: at forsyne orde / ne med ballast så / de ikke svinder / for øjnene af os i / mørkets univers”. En anden poetisk fejlkurs ligger i den overdrevne patos, hvor Høeck tager udgangspunkt i den tidlige nordiske modernist Edith Södergran: ”en helligbrøde / jeg har altid beundret / södergrans digtning / og gør det endnu / selv om en nylig genlæs / ning fik mig til at / indse at patos / uden humor i sidste / instans fører til / at en sær form for / komik sniger sig ind ad / digtenes bagdør”.