Ekfrastiske strategier i Inger Elisabeth Hansens lyrik

At der er en vital forbindelse mellem moderne lyrik og billedkunst er almindeligt kendt. I Ole Karlsens antologi Poesi og bildekunst (2011) møder man ikke mindre end 68 norske digtere, der alle i deres digtning forholder sig til visuelle værker fra Obelisken fra Luxor (ca. 1400 f.Kr.) til Krzysztof Kieslowskis film Blå (1993). Karlsen bemærker i sin bog, at der er sket en eksplosion kvalitativt og kvantitativt i brugen af ekfraser, og han er her i overensstemmelse med forskere, der har peget på, at vi i de sidste hundrede år været vidne til en visuel eller billedlig vending inden for moderne kultur og litteratur (Mitchell 1994, 1996). Hvor man før kunne bemærke, hvis et forfatterskab rummede ekfraser, så er det i de seneste år snarere bemærkelsesværdigt, hvis et forfatterskab ikke rummer ekfrastiske træk, bemærker Karlsen. I Inger Elisabeth Hansens digtning fylder billeder, visuelle indtryk og ekfraser også en del. En ting er imidlertid at konstatere, at der er mange ekfrastiske tekster i et forfatterskab, en anden sag er at klarlægge, hvorfor dette er tilfældet, samt hvordan og med hvilken effekt en digter anvender en ekfrastisk strategi. Jeg vil i dette følgende fokusere på to værker i Hansens forfatterskab, hvori nogle af forfatterskabets betydningsfulde, poetologisk centrale tekster befinder sig, nemlig Trask. Forflytninger i tidas skitne fylde (2003) og Fraværsdokumenter (2004). Forinden skal vi imidllertid kaste et blik på, hvad man forstår ved begrebet ekfrase, samt hvorfor dette begreb giver en vigtig optik til forståelse af afgørende poetologoiske strategier i et forfatterskab.