Resonans i en accelereret verden.:Kunstens betydning for det sensitive menneske

Summarise with VIRAT
Authors: Inger Glavind Bo
Cited by: 0

Summary

No summary yet. VIRAT can read this paper and write a plain-language summary of its aim, methods, key findings and limitations.

Summarise with VIRAT Free to try with your Science Catalogs account.

Abstract

I en samtid præget af overstimulering, social acceleration og præstationspres, og hvor psykisk sårbarhed fylder i alle dele af samfundet, er vi nysgerrige efter, hvad kunsten kan – og på hvilke betingelser. Formålet med artiklen er at argumentere for, at kunst ikke bør ordineres som “billig behandling”, men derimod forstås som en menneskelig nødvendighed og et praksisfelt, hvor sensitive borgere kan skabe og erfare betydningsfulde forbindelser i en accelereret verden. I dag forventes det af mennesker at reagere hurtigt, være konstant tilgængelig og optimere både sig selv og sit følelsesliv. I dette klima øges risikoen for mental udmattelse, overstimulering og eksistentiel sårbarhed – særligt blandt mennesker med høj sensitivitet. Udgangspunktet for argumentationen tages i Simmels analyser af det moderne sensorium (hyperæstesi/anæstesi) og Hartmut Rosas teori om resonans og social acceleration. På det grundlag udvikles et teoretisk fundament til at forstå kunst som et særligt rum for resonans, afficerbarhed og transformation. Herefter inddrages tre kunstnere: Rafael, Leonardo og Michelangelo, der i en historisk periode med politisk uro, social forandring og religiøse spændinger udviklede kunstneriske strategier, som kan ses som tidlige svar på pres, fragmentering og overstimulering. Rafael omsatte samtidens konflikter og turbulens til idealiserende harmoniserede former, der stabiliserede indre og ydre uro – en praksis, der spejler nutidens behov for æstetisk orden i et accelereret samfund. Leonardo udviklede en dyb kontemplativ observation som modvægt til samtidens krav og uvished; en metode, der giver genklang i nutidens behov for langsom opmærksomhed midt i en tid med megen informationsstøj. Michelangelo kanaliserede indre kropslige spændinger og eksistentielle konflikter ind i monumentale værker, der fastholder menneskets sårbarhed som styrke – et motiv, der tilbyder et kritisk korrektiv til nutidens ideal om robusthed og selvoptimering. Selvom de tre kunstnere levede i en helt anden tidsalder, viser deres praksisser, at kunst kan fungere som en transhistorisk modstands- og bearbejdningsform over for perioder præget af pres og destabilitet. Det er vores tese, at kunsten ikke blot fungerer som udtryk for sensitive menneskers erfaringer, men også som en nødvendig og generel modpraksis, der kan skabe trivsel og mulighed for subjektiv integritet. Herved ønsker vi at invitere til dialog på tværs af forskning og praksis om, hvordan resonans kan blive et reelt kvalitetskriterium for kunst i sociale indsatser.

Fields of Study & Subjects

Art Aesthetics and Perception Social Acceleration and Temporality Politics and Modernism

Publication details

Journal / source
VBN Forskningsportal (Aalborg Universitet)
Publication date
1 March 2026
Language
DA